Beatles, Bush og hvorfor man boer rejse.

- ...and they sendt him to Syria, where he was in imprisonment for 2 years.

Canadiske Ted er pensioneret og brugar al sin tid og alle sine penge paa at rejse rundt. Han var Arkitekt, og er meget begejstret for Oaxaca. Min kaereste og jeg kom til byen imorges, og er stadig lidt rundtossede efter den lange bustur.
Ted taler om en kollega han engang havde. Han var pakistanskfoedt, bosat i Canada, og havde faaet et fedt job i New York. Derfor var han tvunget til at pendle fra Canada. Han kom aldrig til tiden, for de Amerikanske myndigheder soergede for at det var mere end svaert for ham at komme ind i USA. Og saa en dag var han vaek. To aar senere dukkede han op, efter at ha' vaeret i Syrisk faengsel. Syg og nedbrudt efter utallige tilfaelde af tortur.

Vi sidder og nyder aftensolen paa vores tagterasse. Amerikanske Tom griner da jeg lyoensker ham med den nye praesident. Han ryster paa hovedet, og undskylder for de otte aars mareridt vi alle har haft med katastrofen Bush/Cheney/Rumsfeldt/Rice. We won`t hold it against you - siger vi i kor. Tom bor i Winsconsin, og beretter om de titusinde mennesker han saa paa gaden efter valgresultatet var kendt. Han bliver chokeret da vi fortaeller om, at vi skal have visa for at vaere i transit i en Amerikansk lufthavn. Absurd.

Jeg taber undermunden da Ted fortaeller om sit aar i Hamburg i 1961. Ja, selvfoelgelig var han inde og hoere The Beatles i The Cavern Club . Det var foer verdens uheldigeste trommeslager Pete Best blev udskiftet med Ringo Starr.

Vi hoere der har vaeret demonstrationer i Oaxaca`s bymidte. Jeg snakker med en mexicaner saa godt jeg kan. Det viser sig, at byraadet holder haanden over nogle kriminelle der afpresser de handlende for beskyttelsespenge. Og nu har en del studerende taget sagen i egen haand, og banket nogle mistaenkte pengeafpressere. Byen ser saa rolig ud paa overfladen. Som udenforstaaende. Como un turisto.
Vi skaaler fordi vi har det for godt. Og fordi problemerne derhjemme ser saa smaa ud.

Muac

Hvad har hagekors, dollarstegn, doede rotter, levende rotter, billeder af tyske officerer fra 2. verdenskrig, dukker i balloner med tyrolertoej, billeder af lorte i lokummer og kirkesang tilfaelles.? Er den svaer at gaette? Det hele er dele af installationskunsteren Miguel Venturas installation Cantos Civicos paa Mexico Citys nye museum, MUAC. Det underligeste, mest gennemfoerte og provokerende mashup jeg nogensinde har set paa et museum. Jeg mangler ord. Derfor kommer der nogle billeder istedet.

Her er lidt billeder fra de oevrige udstillinger;

Dette er faktisk en inka-bogvogn;

Og jeg har taget mange flere billeder af kunst. Og det goer mig til en slags kunstner. Saa her er et billeder a mig. Som kunstner.

Vuffelivov.

Stadig i Tepoztlan. Jeg proever at sove, men det er umuligt. Hele aftenen har man kunne hoere mexicansk folkemusik fra alle fire verdenshjoerner + en kanonsalut fra byens kirke hvert 15 minut. Hvorfor de saluterer er det aabentbart ingen der ved. Eller ogsaa er det en hemmelighed. Efter musikken er forstummet er det kun kanonerne man hoerer....og hundene. Alle byens hunde bryder ud i en kollektiv tuden og goeen omkring klokken 3-4 styks. Det lyder ikke spor romantisk eller autentisk. Det lyder irriterende. Og jeg undrer mig over hvorfor de faar lov til det. Det goer(!) de bare. Jeg kommer i tanke om en historie jeg fik fortalt af en mexicanerven for en del aar siden;

En Mexicansk hund (lad os kalde den Rudolfo) krydser graensen til USA i Tihuana. Her loeber den ind i en Amerikansk hund (lad os kalde den Greg) der er paa vej den modsatte vej. Greg spoerger Rudolfo hvorfor han er paa vej til USA. - Fordi her kan jeg faa noget at spise...hvorfor er du saa paa vej til Mexico?

- Fordi her kan jeg faa lov til at larme!

David Lynch ì Mexico.

- Tepoztlán is like af beautifull woman you live with. And she doesn't love you.

Englaenderen jeg troede var amerikaner, siger det med et traet og proevet udtryk i ansigtet. Hans soen der ikke kan vaere mere end 12-13 aar gammel, nikker genkendende til hans ord. Tepoztlán er en fantastisk by. I starten troede vi det var en turistfaelde, men den viste sig at vaere mere end det. Vi sidder paa en bar, vi blev lokket til af lyden af elektronisk musik. Det viser sig at vaere mere et smoelfehus med tilhoerne have. Englaenderen giver mig haanden og siger 'paa gensyn'. Det tror jeg naeppe.

Jeg vender mig mod Matthias igen. Den tyske programmoer der har skudt papegoejen hvad angaar job og livsledsagerske. Han laver hjemmesider og marketingsfiduser. Han kone hedder Deciembrer - ligesom maaneden. Hun har tydeligvis ikke proevet en god, dansk graa December. Saa ville hun nok overveje navneforandring. Hun er installationskunstner, halvskoer og er vild med min kaereste.

- I tyskland ville jeg have raad til 2 medarbejdere og ikke meget andet.- Matthias griner lykkeligt - Her har jeg raad til 15 medarbejdere, og faar ordrer fra Tyske firmaer der efterhaanden har faaet oejnene op for, at det arbejde Inderne udfoere ikke er professionelt nok. Du betaler ikke skat her, men du betaler for at faa tingene til at gaa hurtigere. Hvordan er det i Danmark?
Selvom jeg ikke aner en pind, siger jeg at det er det samme som i Tyskland - dyrt og fyldt med papirarbejde.

Vi faar skaenket et glas Tequila af bartenderen. Jeg er lige ved at afslaa, da en anden bartender paa flydende engelsk raaber; - HAN INVITERER DIG FORH...... LAD VAERE MED AT AFSLAA. Den raabende bartender er kunstner, ligesom alle andre i lokalet. Han har bygget huset, udsmykket det og staar og ligner en paa stoffer. Det gaar op for mig, at hele scenen kunne ligne noget fra en David Lynch film. U-Turn eller Twin Peaks. Folk her er bar saa...elektriske. Og ekstreme. Baade glaeden og melankolien er til at faa oeje paa. Jeg foeler mig rimeligt graa og ligevaegtig i selskabet. Men det goer ikke noget. For vi hygger os allesammen.

Matthias skaelder lidt ud paa mexicanerne. Han mener de er nogle feje sataner der ikke kan unde andre succes. Han kommer med en sjov ligning;

Hvis man putter en bunke mexicanske krabber i en spand, og nogle europaeiske i en anden vil man faa 2 vidt forskellige resultater. I den europaeiske spand, vil krabberne hjaelpes ad med at komme op til alle er oppe, og i den mexicanske spand vil de nederste soerge for at haegte sig fast paa de oeverste for at hive dem ned.

Matthias forsvinder med sig 1 aar og 8 maaneder gamle datter, der er noget af det soedeste jeg har set. Hun sender fingerkys til os idet hun bliver baaret vaek(jeg har foldet en fugl til hende. Den kunne hun godt lide). Klokken er tolv og det er hendes sengetid. Snart er vi alene i baren. Min kaerste og jeg.
Vi gaar hjem af smukke brolagte gader. Der lyder musik fra flere huse. En skyfri nattehimmel soerger for at lede os hjem.
Vi kommer hjem og laegger os i sengen. David Lynch raaber "CUT-It's a wrap". Scenen er i hus, og vi lukker oejnene.....

Obama og Moctezuma

- él trae esperanza

Taxachaffoeren udtaler det med sloev overbevisning. Vi er paa vej gennem byen. Jeg skal ud og finde mig et hotelvaerelse til min kaereste og jeg.
Obama er ved at blive taget i ed som praesident. 8 fattige aar synes at vaere til ende. Han bringer haab. Det synes vi begge. Taxachauffoeren er stolt over at Mexico har overlevet 8 aar med Bush. Jeg er stolt over at foere en samtale paa spansk.

Jeg missede aarets fest igaar. Amerikanske Dave ville fejre den sidste dag med Bush. Han havde bestilt en piñata der skulle forestille Bush. En veninde havde skaffet 20 par sko som gaesterne skulle kyle i hovedet paa Bush. Fantastisk idè!
Nae...jeg blev hjemme, for jeg havde spist noget jeg ikke kunne taale. Saa jeg sad paa toenden de sidste timer af Bush' regeringsperiode. Min veninde kalder feriemave for 'Moctezumas revenge'. Moctezuma var den Inkahoevding Hernán Cortés tog roeven paa under erobringen af den nye verden. 500 aar senere er det altsaa Moctezumas tur til at tage roeven paa mig. Jeg var virkeligt paa skideren, men resten af verdenen synes at gaa den rigtige vej. Saa det gjorde ikke noget. Jeg havde i det mindste et toilet.

Mescal og film.

- so... Denmark got a high suiciderate??

Ordene er Griffins. Griffin er fra USA, og er i Mexico City for at lave film. Griffin driver sin assistent til vanvid med sine neurotiske arbejdsmetoder. Griffin smider om sig med gode historier og fine pointer. Pointerne og historierne bliver krydret med bekymringer omkring hans projekt, og om de nu når det hele....
Vi står uden for en mescalbar, der har op mod 500 forskellige slags mescal. Rygning er forbudt indendøre, så alle barens gæster står udenfor. Vi bliver afbrudt af en flok unge fyre der er på vej til en reggaefest i nærheden. De vil vide alt om Danmark, og vil meget gerne til Europa for at studere filmmageri(alle her i byen laver, eller vil gerne lave film). De siger at Mexico taber en del talent på gulvet...

Da baren lukker går vi videre til en anden bar. Mestizo er en ulovlig bar der får lov til at blive liggende, sålænge politiet får sin andel af indtjeningen. I begyndelsen sad der folk udenfor på strandstole og solgte kokain. Nu har baren skiftet ejere og varesortiment.
Og så er det at aftenen går hen og bliver en utydelig bunke situationer og samtaler. På vejen hjem møder jeg en chilisovs der får mig til at græde. Jeg tror det er en mild dressing. Men det er det ikke. Snøft!!













Nogle fine mennesker fra
Columbia og Mexico. Fra venstre; Maria,
Ivan, Javier og Miguel.

Byen.

Mexico City er en stor by. Så stor at jeg ville tøve med, at kalde den en City hvis ikke alle andre gjorde det. Indtil videre har jeg brugt tiden på at reconvalcere efter en heftig snue jeg fik under turen herned. Det der startede som et nys i kastrup lufthavn, endte med at blive en ordentlig snotnæse i Mexico City. På strækningen Washington- Mexico lykkedes det mig at smitte mine 2 sidekvinder, de 3 glade tyskere foran mig og en engelsk nonne lige bag ved mig. De blev vidst ret bitre på mig.

Jeg blev hentet ved lufthavnen af en veninde og hendes mor. Glædeligt gensyn. Det regnede. For første gang i månedsvis. Byens gade var proppet med biler. Jeg fik forklaret, at der var 380 store byggeprojekter igang, og ingen af dem kommunikerede med hinanden. Det vil sige, at trafikken blev omdirigeret lidt tilfældigt her og der. You got to love it.
Jeg spurgte til den verserende narkokrig, og de rystede på hovedet. De forklarede mig det var præsidentens skyld, for han havde lukket af for dialog med mafiaen. Og erklæret "total krig". Og det skulle han tydeligvis aldrig have gjort. Nu vader de rundt i hovedløse lig op nord på.

Nu er det torsdag. Forkølelsen er ved at lægge sig. Og følelsen af ikke at være i Danmark længere er ved at indfinde sig. Det var på tide.

Planen.

- Hvad er din plan?

Spørgsmålet rammer mig ikke så hårdt som det kunne. Det er fredag morgen, og jeg har knapt nok få gnedet søvnen ud af øjnene. Intet rammer mig særligt hårdt før jeg har fået den først kop kaffe. Min ven stiller spørgsmålet ganske henkastet. Jeg havde jo sagt, at der skulle være en overordnet plan med min rejse, men længere er jeg altså ikke kommet.
Hvad er planen, ideen....konceptet!!(Jeg hader det ord. Det lyder som en hudsygdom)
Nu er det så sjælden jeg kommer ud på ture over 14 dage. (Hit and run-ferier kalder jeg dem. Forkælet som jeg er, er det bare ikke nok i længden.) Så tre en halv måned er stort for mig. Og det er godt at have en plan.

Det går op for mig, at jeg ikke ved det. Jeg skal da ud og have en på opleveren. Bryde vanerne, mønstrene og trygheden. Glo på vulkaner og spise indianermad. Bade i stillehavsbølger og nusse skildpaddeunger. Ligge i hængekøjer og bande over myg. Vandre på ruiner og pege på pyramider. Spørge om vej eller klokken og ikke fatte svaret. Sidde i busser og være ham den blege. Betale overpris for bananer. Lytte til musik, musik, musik!! Prutte med priser og sidde på tønder og s.... tyndt. Set i det lys er der mange planer. Men en samlet plan? Den kunne være rar at have, og jeg vil virkeligt tænke over det. Måske der er nogen der har en idé?

Det er måske nemmere at svare på hvad jeg ikke skal.
Jeg skal ikke ud og finde mig selv. Ham har jeg fundet, og jeg skulle hilse...

5 dage tilbage.

Soveposen er luftet, rygsækken rystet og passet fundet frem. Aldrig har jeg været i så god tid. Ved nærmere eftertanke, har jeg aldrig været i god tid før. Især når det kommer til rejser. Da jeg skulle til Barcelona i 2004 måtte jeg løbe fra metroen til gaten på 7 minutter. En tur på godt og vel 1,5 km. Med fuld oppakning.
Da jeg skulle hjem fra Mexico i 2000, kom jeg en dag for sent. Jeg havde taget fejl af datoen. Det kostede mig 2500 kr. Dumhed koster dyrt.
Nå, men nu er jeg i god tid. Alt er klappet og klart; pas, penge, papir, rygsæk, rygrad, og rynkecreme. Der skulle vist ikke mangle noget.