Javel og vinter.

Han koere godt. Eller han koere raaddent. Chaufoeren. Vi tager en minivan fra Oaxaca til Potutla, hvor vi skal videre til strandbyen Mazunte paa oestkysten. Turen til Potutla tager omkring 7 timer, og gaar over bjergene. Vegetationen skifter fra palmer til grantraeer til palmer, alt imens min ansigtkuloer skifter fra solbraendt til groen til ligbleg. Chauffoeren klare det ene haarnaalesving efter det andet, med en fart der faar min mavesaek til at snerpe sig sammen. Chauffoeren hedder Javel (udtales Rhavel), men der er ikke meget Javel over manden. Han er sur og lukket som en oesters, og ligner en der har koert turen et par gange for meget. Havde han koert i Danmark som han koere her, havde det danske politi ikke bare klippet hans koerekort i stumper og stykker. Naeh, de havde klippet hans foedselsattest, sygesikringsbevis, visakort, dagbog, scrapbog og familliealbum til atomer. Selv Javel ville de kaere politibetjente klippe i stykker, og sende ud af landet. Bid for bid.
Vi falder i snak med Helene, en fransk kvinde der har rejst rundt i Canada de sidste 7 maaneder. Hun er taget til Mexico fordi vinteren er slaaet igennem i Canada. Der er sne i det meste af Canada nu. Vinter? Sne? Ordene falder som tung koebenhavnerregn. Men vi sidder i ly. For vi er nemlig paa vej til Mazunte. Og her giver ordene vinter og sne ingen mening.