Carlo advarer mig om at gaa den vej jeg har gaaet en del gange foer. Han siger San Pedro er farlig, og at der bliver skudt mennesker hver uge. Det undrer mig. Jeg har vaeret her i over en uge nu, og der er da kun blevet skudt en.
Carlo er tidligere soldat. Under borgerkrigen slog han aldrig kvinder og boern ihjel. Det var der andre der gjorde. Carlo var ekspert i spraengstoffer. Han blev brugt til at udlaegge miner og springe broer i luften. Og afmontere bomber.
Jeg moedte ham i San Juan, nabobyen til San Pedro. Han er konsulent for en gruppe kvindelige vaevere der har startet en sammenslutning. De eksportere textiler til markeder i USA, uden om dyre upaalidelige mellemmaend. Deres sammenslutning soerger for at betale laegehjaelp og juridisk hjaelp til omraadets fattige. Jeg var der for at koebe gaver, og haelde lidt penge i deres kasse. Jeg fik lyst til at skrive en artikel om det. Det lyder lidt som en god solstraalehistorie. Jeg fortalte det til Carlo, og han syntes det var en god ide. Saa vi aftalte at moedes senere paa en bar. Saa ville han fortaelle mig alt.
Saa nu fortaeller han mig alt. Om sig selv. Og han har meget at fortaelle. Han har vaeret gift 3 gange, har 2 boern, var DJ i 70'erne foer han blev soldat. Uden at jeg spoerger fortaeller han mig, at det ikke er saa svaert at slaa et menneske ihjel, naar foerst man har gjort det en gang. Han understreger over for mig, at han er en fredelig mand idag. For at understrege sin pointe fortaeller han mig, at da han opdagede at hans kone nr. 2 havde en affaere, slog han ikke fyren ihjel. Han gave ham bare bank.
Idag er Carlo ikke bare konsulent for kvinderne i San Juan, men ogsaa for en del andre udviklingsprojekter i omraadet. Han er ved at starte en dykkerskole, og har selv dykket siden sin tid i millitaeret.
Min historie taler vi ikke meget om. Jeg lader Carlo snakke, for det har han brug for. Da Carlo siger farvel advarer han mig endnu engang om den farlige by, San pedro. Jeg siger til ham, at han skal tage det helt roligt. Jeg er nemlig fra Noerrebro i Danmark. Der render der en flok ustyrlige teenagere rundt med vaaben de ikke engang har laert at stave til.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
total kram til dig - pas på i san pedro.
Haj Henz.
Kaempekrammer til dig ogsaa. Jeg passer paa i San Pedro. Dvs jeg er der ikke mere.
hej michael
godt at du engang imellem husker at savne os, for det gør vi da også, når vi husker det. Du må da helt klart savne at sidde her en mandag aften og have vagt, efter en våd weekend. Godt at du snart vender hjem, men det er vist ikke p.g.a af os og arbejdet. Det er spændende at følge med i dit liv som hard-core-traveller i Mexico og omegn. Det lyder da frygtelig kedeligt, du skulle da hellere sidde her og skyde elastikker efter potteplanter. Mor her (lillian) var godtnok ved at få et chock, da jeg læste at du var ved at drukne, men da jeg fik nærlæst det, så jeg at det skete for 14 år side. pyh-ha. Vi (Ebbe og Lillian) får slet ikke rejselængsel når vi læser dine beretninger om fisk, solnedgange, brølaber og dunkle pyramider. Her går det som det plejer, kurser, tonsvis af mails Aleph der driller o.s.v.
Kærlig hilsen Ebbe og Lillian fra musikken.
Hej Lillian og Ebbe.
Det lyder som en ganske almindelig dag i musikken. Men nu er vejret da blevet bedre.
Ja, jeg har oplevet meget, og er da ogsaa helt forpustet. Jeg er vendt tilbage til San Christobal de Las Casas, Mexico, hvor jeg skal moedes med min mor imorgen.
Kan i hilse omkring jer. Jeg sidder jo ved bibliotekarbordet snart igen.
Mike
Send en kommentar