Dyreinternat og Radio Peten.

Jeg tager en baad ud paa soen. Kaptajnen hedder Carlos og er ret cool. For en hundredemand vil han sejle mig til Argas, dyreinternat, og den lokale zoologisk have.

Argas er et spaendende projekt der redder tidligere kaeledyr og moedreloese aber fra sultedoeden. Dyrene er forstyrrede og oedelagte, men har nu et liv der er til at holde ud.













En abe














En kat














En abe-kat (nej, det er en fugl,
men det loed sjovt.)














Kaptajn Carlos

Paa vejen tilbage foreslaar han, at han sejler mig ud til Radio Peten. Ved siden af Flores. Der ligger et museum, midt paa en oe paa omkring 2-300 kvadratmeter. Og ved siden af den lokale radiostation. Jeg bliver modtaget af en lille, traet efterkommer af en Tjekkoslovakisk opfinder.

Han hedder Louis, og gaar ind i et skur.

Skuret er Museet. Og indeholder Kulturskatte for milliarder. Ifoelge Louis. Han viser mig pilespidser, potter, flaconer, oereringe, statuetter, og fiskekroge. Altsammen doneret af arkaeologer gennem aarene. Og fortaeller om guder, skikke, Mayaer og Columbus. Jeg er overvaellet. I starten mistroisk, men jeg vaelger at tro ham. Hvis ikke det er sandt, er det godt fundet paa.

Bagefter viser han mig billeder af sin famillie. Og en gammel grammofon, hvor han spiller tyske danseviser, og en smuk tango.

Bagefter skal jeg se hans radio. Der sidder en dj og anbefaler Flores indbyggerer om, at gaa ud paa gaden i aften klokken 12. Der skulle vaere en komet paa himlen. Ganske tydeligt.

Jeg bliver inviteret paa kaffe i familliens faellesstue. Det er ikke saa tit de faar besoeg, saa nu vil de hoere hvem jeg er. Jeg goere den lange historie kort, for uden for vinduet ser jeg, at min faergemand er paa vej. Jeg skal desvaerre til at afsted. Jeg lover Louis at promovere hans radiostation for et dansk publikum.

Dermed gjort.

Louis med sin mor.

The greying America.

Jeg kom til Flores, Guatemala igaar. 9-10 timers rystetur i ramponerede busser gjorde min baller foelelsesloese, og fik mig til at taenke paa bankekoed.

Nu er det morgen. Mine baller er oemme, og jeg sidder med en kop morgenkaffe og en smuk udsigt over soen. Restauranten hedder Mirador, og har sit helt eget bibliotek. Jeg er faldet for en bog med titlen "The greying America" fra 1980 af en Dennis Jorgensen, pensioneret pensionsraadgiver. Kort fortalt mener Dennis, at pensionssystemet vil udhule den amerikanske oekonomi inden 2000 (eller er det omvendt). Forordet ender med klicheen; "..this may be our last chance". Var det mon derfor vi invaderede Irak? Er det pensionisternes skyld det hele? Og ikke Donald, Dick, George og alle de andre? Og modtager Donald, Dick, George og alle de andre pension nu?

Ved siden af mig ligger en Ekstrabladslignende avis, "Verdad" (sandhed) og kalder med sine mange farver. Udover Karnevallet i Rio og fodboldnyheder, prydes forsiden med gaarsdagens mange skyderier( i andre dele af landet. Bare roligt mor!). Ved en af skyderierne doede der 5 mennesker; 3 politimaend under 25, og et nygift par der tilfaeldigvis var der. De blev fundet i hinandens arme.

Mon en Guatemalansk Dennis Jorgensen ville have saerligt meget succes her. Ifoelge Verdad har de vist ikke brug for et pensionssystem.

Det begynder at regne. De mange draaber laegger et diset taeppe ud over soen. Alt er groent. Jeg bliver helt roert. Det er et stykke tid siden jeg sidst hoerte lyden af regn. Evig solskin giver ingen anden lyd, end dryppen af sved.

Den smukkeste morgen.

Man maa ikke rigtigt, men jeg goer det nu alligevel. Jeg har faaet et tip om, at man kan svoemme til ruinerne i Tulum. De er ikke spektakulaere i sig selv, men beliggenheden er fantastisk. Oprindeligt blev de kaldt "Daggry", og jeg vil vide hvorfor. Den officielle indgang ligger 10 minutters gaagang fra mit campingspot, aabner klokken 8 (der er solen staaet op) og koster omkring 20 kroner. Min indgang ligger 20 minutters svoemning fra stranden, er aaben doegnet rundt, og koster ikke andet end lidt saltvand i munden.
Svoemmeturen gaar fint. Havet er roligt. Men der er moerkt som en i helvede. Jeg svoemmede turen frem og tilbage igaar eftermiddags for at proeve det af. Det har jeg laert af B.S. Christiansen.

Jeg kommer til en lille stump strand, hvor der er en trappe der foere op til ruinerne. Da jeg kommer op er horisonten dybroed/lilla/blaa. Jeg ser siluetterne af de gamle ruiner. De er velbevarede, og allerede nu kan jeg se jeg har noget at glaede mig til.
Jeg ser en masse levende skygger paa de hvide sten. De bevaeger sig vaek fra mig. I langsom tempo. Tror det er leguaner.

Solen begynder at vise sig, og jeg er lamslaaet over hvor smukt her er. Ruinerne ligger i en fin have med traeer spredt ud mellem dem. Ruinernes facader, og de skygger de allerde skyder nu er aeldgamle. Hvis de kunne tale...

Solen er hel nu. Dagen er for alvor begyndt. Det gaar op for mig, at jeg lige har oplevet en af de smukkeste morgener jeg nogensinde har oplevet. Ville oenske en vis person var her.

Jeg hoere stemmer et sted i haven. Maa hellere se at komme afsted. Jeg siger farvel til mine ruiner, og finder trappen. Der staar en leguan og venter paa at blive varmet op. Eller ogsaa vil den have at jeg betaler adgang til stranden. Den flytter sig dovent da jeg naermer mig den. Jeg faar lov til at gaa ned til trappen og ud i vandet. Helt gratis.

Klaustrofobi.

Det kolde vand overrasker mig. Jeg er vandt til det Caribiske varme, saa hulen virker som et kuldechock. Hulen hedder Gran Cenote, og er en af de stoerste huker man kan dykke i i Tulum. Da jeg ser den moerke indgang begynder jeg at bliv lidt nervoes. Her ser trangt ud, og jeg er ikke saa erfaren.

Jeg skal dykke med to Julia og Greg, to amerikanere paa bryllupsrejse, og tyske, tavse Silia (som har dykket 80 gange). Og saa vores instruktoer, Edgar, en flink fyr fra mexico City. Julia virker nervoes.

Efter lidt besvaer kommer vi under vandet, og starter turen. Her er smukt. Store drypsten soerger for, at give hulen et skaer af Katedral og kirkerum. Lyset danser paa vaeggenes krystaller. Og snaa aabninger ind til mindre huler giver mig kuldegysninger. Jeg begynder at maerke min dykkerdragt. Jeg synes den begynder at klemme om min krop. Jeg kigger op, og ser jeg er ved at svoemme ind i en stallakit.
Pludselig bliver jeg grebet af angst. Jeg synes ikke jeg faar ilt nok, min maske dugger til og foran mig kommer der pludselig 4 dykkere og vil forbi. I et meeeget trangt rum. Jeg faar lyst til at vende om, men de to honeymoonere svoemmer lige bagved, saa jeg maa fortsaette, turen bliver en blanding af fryd og panik. Jeg faar lyst til at raabe STOP - JEG VIL OP.

Oppe igen begynder jeg at fryse. Jeg mener rystefryse som om jeg havde en million i feber. Edgar kommer overm og foere mig over til en plads i solen. Han kan se jeg har haft en klaustrofobisk oplevelse. Det sker hver uge siger han. Han sporger om jeg har lyst til at proeve igen. For 40 dollars. Jeg takker nej. Tror liiiiige jeg skal vaere lidt mere erfaren naeste gang.

Det viser sig at Julia har vaeret ude for det samme. Saa vi sidder begge og ryster lidt i solen.

Naar en eskimo nyser.

Tulum!!!

En sjov lyd. Det lyder naermest som naar en eskimo nyser, eller en indianer der bander. Eller en der proever at sige 'lokum' med lukket mund. Men det er det ikke. Tulum er en by der er kendt for sine Mayaruiner der ligger lige ud til vandet, og de huler (Cenotes) der blev dannet for 474326897346598234756 aar siden da en 4572340987520934875 kubikkilometer stor asteroide ramte jorden og skabte det vi kender som Yucatan Halvoen. Yucatan er de blegfede amerikanske turisters foretrukne paradis. De holder sig heldigvis til Playa Del Carmen. Mexicos svar paa en blanding mellem Bengts Nöjesfält i Sverige (i kender det godt, ikk'?) og Alanya i Tyrkiet.

Naa...nok snak. Jeg er altsaa kommet hertil for at faa mig et dykkercertificat og dykke i nogle af de manbge smukke huler der er. Og for de nervoese; dykkende sker i selskab med haerdede, professionelle, knivskarpe dykkerinstruktoerer, der har dykket fra de var ganske smaa.

Gud, hvor jeg dog glaeder mig!!!

Prosit!!

Skidt at være skildpadde.

Una tortuga!!

Kaptajnen på båden hopper frygtløst ud i bølgerne. Han dykker ned og kommer op igen med en betuttet skildpadde. Den er stor. Han vinker os ned i havet, og vi snorkler hen til ham. Skildpadden kigger med en blanding af bebrejdelse og forvirring. Jeg aer den på lufferne og griner lidt.

Kaptajnen beder mig holde skildpadden et øjeblik, og siger hvordan jeg skal holde. På spansk. Hurtigt. Så jeg holder straks forkert, og får skildpaddens havbøffer at føle. En skildpadde er stærk.

Vi er på bådtur med Augosto. En supercool kaptajn der kender sine havdyr. Vi stævner ud fra Stranden i San Augustinillo, og inden der er gået 3 timer, har Augusto vist os store flokke delfiner, 100000 skildpadder, og smukke stimer af rokker. Og en pindsvinefisk. Den får mig til at grine igen. Kaptajnen holder den, den puster sig op, og ser ret sød ud. Jeg får lyst til at spille fodbold med den. Men det går nok ikke.

Kaptajnen fisker hele tiden, og når han får tid, vender han tilbage til sine gæster. Der er et dansk ægtepar, der er ude og rejse med deres 2 6 årige tvillinger. De skal være afsted i 6 måneder. Og så er der ægteparret fra Wyoming, der hele tiden takker mig for min hjælpeløse overættelse af kaptajnens ord.

Pludselig får kaptajnen bid. Det er en hornfisk. Den skider medens kaptajnen stolt holder den frem. Vi sejler forbi et kæmpe bjerg af mågelort. Aflejret i årtusinder. Jeg synes der er gået lidt for meget lort i den.

Una Tortuga!! - råber kaptajnen mens hornfisken udånder.
Endnu en skildpadde viser skjold i havoverfladen. Den er på vej væk, mens den kigger bekymret tilbage. "Lort..." tænker den sikkert. Men den får lov at slippe.


Delfiner danser for Mik Cousteau.

Stolt kaptajn...og en skidsur
hornfisk

Mayko - boelgehviskeren.

(Dette er indlaeg nr 3 ud af 3 nye indlaeg. Scroll ned og laes de andre)

Mit navn er Mayko - boelgehviskeren. Tror i jeg er blevet skoer? Saa proev lige og hoer;



Vores kiosk i Mazunte har fundet et snedigt pantsystem for flasker. Naar man koeber en flaske oel, skal man oplyse sit navn. Saa haefter navnet for flasken. Jeg kom til at hedde Mayko, og gad ikke rigtigt rette det. Det var navnet.

Boelgehviskeren? Det er noget jeg selv har fundet paa. Jeg elsker nemlig at lege med store boelger. Bodysurfe hedder det vidst. Og strandene i Mazunte og omegn er ideelle til det. Stranden ved siden af, i San Augustinillo har en ganske saerlig betydning. Her var jeg ved at drukne for 14 aar siden. Dengang var stedet rimeligt uberoert, med en restaurant og 2 strandstole. Jeg havde slaaet mig ned i restauranten sammen med en gruppe tyskere. De var ikke saa vilde med at bade, de ville hellere laese. Jeg ville begge dele, saa jeg var alene da jeg kastede mig ud i boelgerne. De var store og de var mange. Mange flere end mig. Paa et tidspunkt faldt jeg ned foran en boelge, blev kastet rundt og ned paa bunden. Her fik jeg presset al luft ud af lungerne. Da jeg kom op til overfladen kom naeste store boelge og hvirvlede mig rundt. Saa en til. Og en til. Efterhaanden blev jeg svagere og svagere. Og saa blev jeg bange. Rigtigt bange. Jeg havde pludselig ingen kraefter tilbage, og begyndte at vinke mod land. For der sad tyskerne....og laeste (forbandede boeger. De er jo livsfarlige sommetider). Jeg husker jeg kiggede mod land, og foelte mig alene. Ensom. Det gik op for mig, at jeg svoemmede rundt i en farlig suppedas. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle goere, saa jeg begyndte at bede. Lavmaelt (hviskende). Ikke til gud, tandfeen eller paaskeharen. Men til havet og dets boelger. Jeg bad om jeg ikke nok kunne komme ind paa land igen. Saa ville jeg holde op med at ryge og drikke. Jeg ville tage en uddannelse, og vaere god mod alt og alle. Der gik et minut, et aar eller en evighed. Saa rejste der sig en boelge hvor jeg var. Jeg kom op paa den og red ind, helt ind paa stranden. Der lagde jeg mig saa lang jeg var og hostede og hakkede. En af tyskerne kom loebende ned, og spurgte om jeg var ok. Det var jeg, men jeg badede ikke mere den dag.

Idag skal jeg til San Augustinillo igen, og lege i boelgerne. Det bliver stort, for det bliver et gensyn. Et respektfuldt gensyn. Jeg glaeder mig som et barn maa glaede sig til, at juleaften er overstaaet, saa han eller hun kan lege med sine gaver. Jeg vil ikke tage chancer, men kun tage de boelger der ligner den, der tog mig ind paa land.



















En sammenbidt, men tilfreds
surferdude.















Udsigt fra bolig.

Det er en kold og stormfuld dag....nej, det passer ikke. Det er en tilpas lun og venlig dag. Sandet er varmt, men ikke for varmt. Solen er farlig, men ikke for farlig (i skyggen). Min friske ananassaft kaeler for tungen, som udsigten til Stillehavet kaeler for oejnene. Mazunte er et dejligt sted. Den eneste slange i dette paradis, er alle valgene; bade foer eller efter morgenmaden. Skal den friskpressede juice vaere appelsin, ananas eller begge dele.

Tyske Klaus drikker en Ananasjuice. Han er paa ferie med sin mexicanske kaereste. En smuk, smilende og saerdeles opmaerksomhedskraevende ung kvinde fra Mexico City. Klaus arbejder som gaestelaere i datalogi paa et Universitet i Vancouver. Han dyrker yoga, og har en kaereste der venter paa ham i Tyskland. Og det kan hun blive ved med laenge. Saa laenge Klaus har det saa godt som han har det nu.
Klauses bedstefar kaempede paa Vestfronten under sidste Verdenskrig. Det blev han vidst lidt maerkelig af. Hvis han havde kaempet paa Oestfronten var han nok aldrig vendt hjem. Nu kaemper Klaus en krig paa 2 bloede fronter; en med den opmaerksomhedskraevende mexicanske kvinde, og en med den ventende tyske. Gad vide om Klaus nogensinde vender hjem?

Javel og vinter.

Han koere godt. Eller han koere raaddent. Chaufoeren. Vi tager en minivan fra Oaxaca til Potutla, hvor vi skal videre til strandbyen Mazunte paa oestkysten. Turen til Potutla tager omkring 7 timer, og gaar over bjergene. Vegetationen skifter fra palmer til grantraeer til palmer, alt imens min ansigtkuloer skifter fra solbraendt til groen til ligbleg. Chauffoeren klare det ene haarnaalesving efter det andet, med en fart der faar min mavesaek til at snerpe sig sammen. Chauffoeren hedder Javel (udtales Rhavel), men der er ikke meget Javel over manden. Han er sur og lukket som en oesters, og ligner en der har koert turen et par gange for meget. Havde han koert i Danmark som han koere her, havde det danske politi ikke bare klippet hans koerekort i stumper og stykker. Naeh, de havde klippet hans foedselsattest, sygesikringsbevis, visakort, dagbog, scrapbog og familliealbum til atomer. Selv Javel ville de kaere politibetjente klippe i stykker, og sende ud af landet. Bid for bid.
Vi falder i snak med Helene, en fransk kvinde der har rejst rundt i Canada de sidste 7 maaneder. Hun er taget til Mexico fordi vinteren er slaaet igennem i Canada. Der er sne i det meste af Canada nu. Vinter? Sne? Ordene falder som tung koebenhavnerregn. Men vi sidder i ly. For vi er nemlig paa vej til Mazunte. Og her giver ordene vinter og sne ingen mening.