Mestersnak

Miraklet med de nyfødte.

2009-04-15T14:06:00.000-07:00

"Min bror kom først hjem efter 2 dage. Min mor var syg af bekymring, for vi havde alle set omfanget af jordskælvet."

Bernardo tager en slurk af sin kaffe. Vi sidder på The Coffee Factory og drikker en af de kopper kaffe jeg vil huske. Den smager himmelsk, og er ledsaget af en udsigt til Museo De Belles Artes midt i Mexico City.

Bernardo fortæller mig om den septemberdag for snart 24 år siden, da Mexico City blev ramt af et 8.1 richter jordskælv. Op mod 30.000 mennesker mistede livet, og 250.000 blev gjort hjemløse.
Bernardos bror havde hjulpet til med at grave mennesker ud, og administrerede listerne med døde. Bernardo selv var løbet op efter sin skoletaske på sit værelse, da jordskælvet indtraf. Han kom dog hurtig ud af huset igen. Bernardo peger forskellige steder hen i byen. Der lå Conjunto Pino Suárez, der lå Hotel regis, der lå Hotel Prado. Enorme bygninger der sank sammen og slog mennesker ihjel.

Midt i byen lå Hospital Juarez, et hospital der kollapsede under skælvet. Efter 8 dage blev samtlige nyfødte børn gravet frem uskadte. Alle børnene mistede deres mødre. Børnene er blevet kendt som Mirakelbabyerne, og har alle en beskyttet identitet af frygt for, at de bliver gjort til genstand for religiøst vanvid.

Jeg tager en tår af min kaffe. Historien rør mig, for jeg husker jeg læste om jordskælvet dengang. Da rørte det mig ikke så meget. Det var langt væk, og det jeg bekymrede mig om dengang, var atomkrig og min egen overvægt. Men nu har jeg venner her. Og jeg ved at når naturen knurrer er der ingen der ved hvad, og hvor meget der vil ske.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til Danmark, hvor hovedstaden er på størrelse med et mexicansk parkeringshus, og hvor konsekvensen af et jordskælv er en død kat og en morgenkaffe der skvulper over.

Surf.

2009-04-05T08:10:00.000-07:00

Jeg ligger og venter. Solen staar hoejt, men der er ikke varmt. Lyset skaerer i mine oejne, og jeg har besvaer med at se det der nu kommer imod mig. Det er hoejt, det er vaadt og det har en fantastisk underholdningsvaerdi. Hvis man goer det rigtige.
De andre er meget mere rutinerede end mig. Jeg tror de er irriterede paa mig. For unge mennesker med erfaring, er en aeldre nybegynder altid en torn i suppen. Men jeg er ligeglad, for nu er det min tur til at have det sjovt. Boelgen begynder at krumme sig 3 meter over mig. Pludselige bliver jeg loeftet op. Jeg padler som besat, og jeg kan maerke vandet tage fat i mit braedt. Perfekt! Jeg har aldrig skudt saaden en fart paa vandet uden motor. En af 'de yngre' flyver forbi mit ansigt, en halv meter foran mig. Godt han ved hvad han goer, for det goer jeg naesten ikke. Og lige nu er jeg ligeglad. Boelgen baerer mig naesten helt ind paa stranden.

Vi er i Puerto Escondido ved Stillehavet. Et surferparadis. Der er strandstraekninger der er forbudte for nybegyndere som jeg. Det er her profferne viser hvad de dur til. Og de dur til det!!! Jeg har aldrig set saa kolossale boelger live foer.
10-20 meter fra strandkanten sidder en fyr i rullestol. Han surfede ogsaa engang, men en dag gik det galt. Nu sidder han og fotograferer sine venner. Han ser traet ud.

Det store spring fremad.

2009-04-02T11:04:00.000-07:00

Richard underviser i meditation. Han er paa tur med sin gennemtatoverede veninde, Lugiana, gennem Mexico. Vi sidder paa en restaurant i Palenque og taler nogle ting igennem. Han har vaeret software-udvikler i San Francisco i 25 aar, men sagde sit job op, da han blev truet paa livet af en kollega . Jobbet var ogsaa ved at blive stresset. Han virker meget rystet, men er ogsaa ved godt mod. Han siger at min evne til at komme i kontakt med andre mennesker, er helt ny for ham (tak Richard, den er ogsaa ny for mig.) Han haaber han kan blive lige saa god til det, nu han har sluppet taget med sit gamle, rutinpraegede liv som loenmodtager. Jeg fortaeller ham, at paa denne tur er der gaaet en hel del op for mig. Blandt andet at spoergsmaalet 'hvor er du fra?' har aabnet en verden op for mig. Normalt hader jeg klicheer, men dette spoergsmaal er saa dyrebart , saa ligetil, og saa tilnaermende, at du faktisk ikke behover mere.

Han fortaeller mig, at han er i en tilstand af chock, efter at ha' afbrudt et godt, trygt liv, og nu har taget et spring ud i det ukendte. Jeg forstaar ham godt. Det kraever mod. Vi bestiller en oel, og en tequila. Jeg bilder ham ind, at det er godt for maven . Tequila . Han tager det til sig, og beatiller en til.
Lugiana dukker op. Hun har nogle imponerende tatoveringer over hele kroppen. Hun har kropsbygning, og ansigt som en mand. Hun fortaeller, at hun har vaeret jagerpilot inden hun slog sig ned som tatovoer i San Fransisco. Hun ser lukket ud, men naar hun smiler aabner hun hele verdenen op. Vi faar en tequila til . Det varmer. Vi sidder i junglen, saa varme er ikke hvad vi har brug for . Ude i det fjerne kan vi hoere broelaberne raabe det saedvanelige. Overfor mig sidder en mand, der har taget et stort spring. Han ser det ikke selv, men jeg ved det nok skal gaa. For han har en vilje og et oenske om at omfavne hele verdenen.
Inden jeg smutter giver jeg haand, og oensker ham tillykke med det nye liv.

Min mor har steneren paa.

2009-04-02T10:52:00.000-07:00

Alt gaar som smurt. Jeg moeder min mor i San Christobal De Las Casas, en lille perle af en by i delstaten Chiapas. Jeg har allerede vaeret her i 2 dage, for at finde et hotel, og laere gaderne at kende. Det gaelder om at vaere beredt naar min mor ankommer. For hun er nysgerrig som bare f......
Vejret er mildt om dagen , og ganske koldt om aftenen, saa det gaelder om at have vinter/sommer toej paa. Men sikke en by. Den har alt; historiske bygninger, moderne kosmopolitisk atmosfaere og en allerh....... god kaffe. Det lykkes mig at drikke saa meget kaffe, at min mave goer knuder. Men det goer min mor ikke. Jeg havde forventet at moedet med en kultur saa anderledes ville udmatte min mor, men hun kaster sig over byen, med en sjaelden set iver. Jeg har stiftet bekendtskab med et par hollaendere , nogle englaendere og en italianer, der alle synes min mor er sej og frisk. Og jeg maa give dem ret. Hun er sgu sej.
4 dage efter tager vi til Palenque. Jeg var der jo for en maaned siden, og vil gerne vise min mor ruinerne her. Nu er det tredie gang jeg ser dem, saa jeg kan ikke rigtig moenstre den samme begejstring som min mor. Hun er jo parat til at tage dem med hjem. Hun skal nemlig ha' lagt lidt sten i sin have. Til pynt. Og jeg har lovet hende det. Hun spoerger om ikke jeg kan inspireres lidt af ruinerne. Klart mor; lidt Indian-style i Ballerup ville maaske ruske lidt op i forstadsslummeren.

Jordskaelv.

2009-03-24T12:39:00.000-07:00

Jeg har lige lagt mig med en bog. "Light in August" af William Faulkner. En roestende bog om racisme og radikal kristendom i Mississippi i starten af 1900-tallet. Jeg havde lige lagt mig med den, da jeg hoere en dyb rumlen. Jeg tror foerst det er et par biler der passere forbi udenfor. Men det gaar hurtigt op for mig, at bilerne maa vaere ganske store, for sengen ryster.

Jeg har aldrig vaeret ude for et jordskaelv foer (jeg sov under vores danske naturkatastrofe i vinters), saa jeg bliver en smule bange. Rystelserne vare ved i 15 sekunder. Jeg har lige rejst mig op, da der kommer et voldsomt ryk der faar sengen til at flytte sig, og huset til at give sig i et kort, dybt knirk. Rykket giver mig lyst til at sk... i bukserne, og instinktivt gaar jeg ud af vaerelset og ud paa gaden. Jeg er bange for at det store ryk er forvarsel om noget endnu mere voldsomt.

Saa staar man der, i bar overkrop og lidt hvid i hovedet, som den eneste ude paa gaden. En gammel mand kommer gaaende. Han smiler af mig og siger;

No peligroso. Sueño firmemente.

Hvilket betyder noget i retningen af "Ingen fare, sov soedt". Og det maa jeg saa stole paa. Jeg gaar ind igen og laegger mig. Uden at laese.

Den nat dirrer billederne i mine droemme.

Fra soldat til helt.

2009-03-18T07:15:00.000-07:00

Carlo advarer mig om at gaa den vej jeg har gaaet en del gange foer. Han siger San Pedro er farlig, og at der bliver skudt mennesker hver uge. Det undrer mig. Jeg har vaeret her i over en uge nu, og der er da kun blevet skudt en.

Carlo er tidligere soldat. Under borgerkrigen slog han aldrig kvinder og boern ihjel. Det var der andre der gjorde. Carlo var ekspert i spraengstoffer. Han blev brugt til at udlaegge miner og springe broer i luften. Og afmontere bomber.

Jeg moedte ham i San Juan, nabobyen til San Pedro. Han er konsulent for en gruppe kvindelige vaevere der har startet en sammenslutning. De eksportere textiler til markeder i USA, uden om dyre upaalidelige mellemmaend. Deres sammenslutning soerger for at betale laegehjaelp og juridisk hjaelp til omraadets fattige. Jeg var der for at koebe gaver, og haelde lidt penge i deres kasse. Jeg fik lyst til at skrive en artikel om det. Det lyder lidt som en god solstraalehistorie. Jeg fortalte det til Carlo, og han syntes det var en god ide. Saa vi aftalte at moedes senere paa en bar. Saa ville han fortaelle mig alt.

Saa nu fortaeller han mig alt. Om sig selv. Og han har meget at fortaelle. Han har vaeret gift 3 gange, har 2 boern, var DJ i 70'erne foer han blev soldat. Uden at jeg spoerger fortaeller han mig, at det ikke er saa svaert at slaa et menneske ihjel, naar foerst man har gjort det en gang. Han understreger over for mig, at han er en fredelig mand idag. For at understrege sin pointe fortaeller han mig, at da han opdagede at hans kone nr. 2 havde en affaere, slog han ikke fyren ihjel. Han gave ham bare bank.

Idag er Carlo ikke bare konsulent for kvinderne i San Juan, men ogsaa for en del andre udviklingsprojekter i omraadet. Han er ved at starte en dykkerskole, og har selv dykket siden sin tid i millitaeret.

Min historie taler vi ikke meget om. Jeg lader Carlo snakke, for det har han brug for. Da Carlo siger farvel advarer han mig endnu engang om den farlige by, San pedro. Jeg siger til ham, at han skal tage det helt roligt. Jeg er nemlig fra Noerrebro i Danmark. Der render der en flok ustyrlige teenagere rundt med vaaben de ikke engang har laert at stave til.

Fra San Prut til San Trut

2009-03-13T13:02:00.000-07:00

Nogen siger det tager 10 aar at laere at spille et instrument. Saa det lyder rigtigt godt. Her i San Pedro er der mange der gerne vil laere at spille et blaeserinstrument. Og de fleste har mindst 9 aar, 8 maaneder og 9 dage tilbage foer det lyder godt. Mindst.

Min nabo er lige begyndt. I skrivende stund har han lige fundet nogle overtoner. Det lyder som Coltrane paa daarlig polsk speed, og kunne hjaelpe Johannes med at goere hans aabenbaring mere....faretruende. I aabenbaringen kommer der hagl, ild, blod, store stjerner og bjerge der styrter i havet etc, etc., hver gang en engel trutter i basunen. Men min nabo...han kunne ogsaa soerge for, at jordens sidste timer ville blive indhyllet i doedeligt irriterende stoej. Hvem ved...det kan vaere han er en ny Coltrane om 50-60 aar.

Jeg var ude og gaa imorges. Til et flot udsigtspunkt i naerheden. Dvs..det var ikke i naerheden, og tilsidst maatte jeg kravle. Men det betalte sig. Udsigten var fantastisk.

Sankt Prut eller; det absurde ved religioesitet skaaret ud i pap.

2009-03-12T08:55:00.000-07:00

San Pedro er ikke en by selvom den bliver kaldt en by. Det er en scene, en kulisse der venter paa et filmhold. Scenen ligger ved Lago Atitlan, et populaert sted for gringoer som jeg, der kommer for at flade ud.

San Pedro minder mig om Katmandu. En miniature, forstaas. Smalle stejle gader, kuloerte huse og bjergudsigt. San Pedro ligger ved foden af en vulkan der gerne skulle holde sig et par dage endnu. Hvis det staar til mig.

Men det goer det jo ikke. Det er op til gud siger de lokale her. Byen er plastret til med kirker for den ene eller den anden version af kristendommen. Overalt lyder der lidenskabelige stemmer proklamere den rette tro.

Paa toppen af det hele sidder Donna Maria og saelger stoffer. Hun er legendarisk, og traekker stimer af turister til. Det er hende der goer turisterne hoeje, og de unge Guatemaltekere til stakler. Rundt omkring sidder mange unge Guatemaltekere med tomme oejne og skum om mundvigen. Af og til bliver Donna Maria taget med af politiet. For blot at vaere tilbage dagen efter. Donna Maria gaar i kirke som alle andre, og bliver modtaget med respekt, fordi hun er med til at bringe velstand. Saa meget for den rette tro.

Paa fronten af en taxi ser jeg ordene "San Ped_o". En eller anden vittig sjael (eller skuffet turist?) har visket r'et ud. 'Pedo' var en af de foerste spanske ord jeg laerte. Pedo betyder prut.

San Pedro er smuk, spaendende, behagelig og sjov. Men ogsaa en fis i en hornlygte. Hvis der skal optages en film her, bliver det uden mig.

Jeg smutter nu!

Solopgang fra mit vindue.

Paradise regained.

2009-03-12T08:04:00.000-07:00

Da jeg var lille og hoerte om Edens Have, havde jeg en klar vision om hvordan der saa ud; masser af groenne traer og blomster, blaa himmel og en stille, flydende flod med klart vand. Altsammen omkranset af traeklaedte groenne bjerge.

Adam forstillede jeg mig som en halvvattet udgave af Richard Burton. Hoej, lys og med veltrimmet fuldskaeg. Eva havde store b......, snakkede meget og havde en svaghed for slanger og aebler.

Der er ingen Adam og Eva her, men resten stemmer overens med min vision. Semuc Champey er et paradis. Jeg har slaaet mit telt op lige ud til floden. Hver morgen bliver jeg vaekket af kolibriernes summen fra traet lige udenfor. Hver aften bliver jeg lullet i soevn af flodens rislen, og ildfluernes dans i traerne. (og et par oel).

Dagen gaar med at bade, kravle i huler, og snakke med andre Turister der er lige saa forbloeffede over denne skoenhed som jeg.

Efter 3 dages tid faar jeg nok af skoenhed og maa videre.

2009-03-09T11:03:00.000-07:00

Jeg har lige haft en sjov samtale med en fuld Guatemalteker. Han hed Jorge. Her er samtalen. Ganske ucensureret;

Mig; Dumdidej?

Jorge; Tralulalej!!

Mig; Didelidum, saa.....

Mirador.

2009-03-03T07:51:00.000-08:00

- Guatamala, Guatamala, Guatamala - me gusta Guatamala.

Tonerne laegger sig ud i junglen under os, og blander sig med de millioner af insekter der synger hver deres melodi. Sangen er skrevet af noget saa aerkedansk som en dansker. Joachim. Han har vaeret ude og rejse i 10 maaneder. Hans tur startede i Buenos Aires, og han har mange historier at fortaelle.

Gary fra Oestrig laegger mere roegelse paa baalet. Vi befinder os 77 meter over junglen, i Mirador, paa en pyramide de kalder for "La danta" (som jeg faar oversat til "Elgen". I en jungel? Spoerg mig ikke!!).
Vi har lige set solen gaa ned, og er saa bevaegede at vi beslutter os for en lille ceremoni. Garys roegelse og Joachims sang viser sig at vaere nok. Vi er mundlamme over den skoenhed vi faar lov at overvaere. Det er sjaeldent man er et sted, hvor der intet menneskeskabt er at se. Pyramiderne er hyldet ind i jungel, saa de ligner bare smaa bakker. Et par dage forinden var vi paa toppen af en anden pyramide. Her saa vi kometen Lulin passere taet forbi maanen og Venus. Magisk.

Turen hertil har taget os 2 dage. Gennem junglen. Temaet fra "Indiana Jones" floejtes og nynnes jaevnligt blandt "ekspeditionsdeltagerne". Vi moedtes alle i Flores. Tilfaeldigt. Og vi havde alle det samme maal.

Adam fra Canada finder en skorpion. Han har sin kat med, saa han er lidt emsig over skorpioner. Jeg synes de er sjove at drille. Skorpioner. Med en meget lang pind forstaas. Vi har vores soveposer med, og skal til at laegge os til rette. Saa skorpionen faar sig en god flyvetur. 77 meter i frit fald.

Natten er kold og blaesende paa toppen af pyramiden. Paa et tidspunkt laegger vinden sig. Og saa kommer myggende. Og alle lydende. Forskellige grupper af broelaber broeler i det groenne taeppe under os. Det lyder som om de er uvenner. Jeg staar op flere gange og ser paa udsigten. Maanen lyser det hele op.

Solen staar op omkring 6.30. Vi er alle oppe. Den bryder igennem en mur af dis, og giver en farvesymfoni der er umulig at gengive med ord eller billeder. Vi er alle sammen tavse. Og vi er allesammen klar over, at vi har oplevet noget helt specielt.

Turen tilbage er haard. Vi har gaaet meget, og besteget adskillige pyramider. Og saa traekker Mirador os tilbage som en magnet. Jeg kunne godt tage turen igen. Efter et bad.

On top of the world.

On top of the pyramide.

The A-team.

Dyreinternat og Radio Peten.

2009-02-24T14:41:00.000-08:00

Jeg tager en baad ud paa soen. Kaptajnen hedder Carlos og er ret cool. For en hundredemand vil han sejle mig til Argas, dyreinternat, og den lokale zoologisk have.

Argas er et spaendende projekt der redder tidligere kaeledyr og moedreloese aber fra sultedoeden. Dyrene er forstyrrede og oedelagte, men har nu et liv der er til at holde ud.

En abe

En kat

En abe-kat (nej, det er en fugl,
men det loed sjovt.)

Kaptajn Carlos

Paa vejen tilbage foreslaar han, at han sejler mig ud til Radio Peten. Ved siden af Flores. Der ligger et museum, midt paa en oe paa omkring 2-300 kvadratmeter. Og ved siden af den lokale radiostation. Jeg bliver modtaget af en lille, traet efterkommer af en Tjekkoslovakisk opfinder.

Han hedder Louis, og gaar ind i et skur.

Skuret er Museet. Og indeholder Kulturskatte for milliarder. Ifoelge Louis. Han viser mig pilespidser, potter, flaconer, oereringe, statuetter, og fiskekroge. Altsammen doneret af arkaeologer gennem aarene. Og fortaeller om guder, skikke, Mayaer og Columbus. Jeg er overvaellet. I starten mistroisk, men jeg vaelger at tro ham. Hvis ikke det er sandt, er det godt fundet paa.

Bagefter viser han mig billeder af sin famillie. Og en gammel grammofon, hvor han spiller tyske danseviser, og en smuk tango.

Bagefter skal jeg se hans radio. Der sidder en dj og anbefaler Flores indbyggerer om, at gaa ud paa gaden i aften klokken 12. Der skulle vaere en komet paa himlen. Ganske tydeligt.

Jeg bliver inviteret paa kaffe i familliens faellesstue. Det er ikke saa tit de faar besoeg, saa nu vil de hoere hvem jeg er. Jeg goere den lange historie kort, for uden for vinduet ser jeg, at min faergemand er paa vej. Jeg skal desvaerre til at afsted. Jeg lover Louis at promovere hans radiostation for et dansk publikum.

Dermed gjort.

Louis med sin mor.

The greying America.

2009-02-24T07:30:00.000-08:00

Jeg kom til Flores, Guatemala igaar. 9-10 timers rystetur i ramponerede busser gjorde min baller foelelsesloese, og fik mig til at taenke paa bankekoed.

Nu er det morgen. Mine baller er oemme, og jeg sidder med en kop morgenkaffe og en smuk udsigt over soen. Restauranten hedder Mirador, og har sit helt eget bibliotek. Jeg er faldet for en bog med titlen "The greying America" fra 1980 af en Dennis Jorgensen, pensioneret pensionsraadgiver. Kort fortalt mener Dennis, at pensionssystemet vil udhule den amerikanske oekonomi inden 2000 (eller er det omvendt). Forordet ender med klicheen; "..this may be our last chance". Var det mon derfor vi invaderede Irak? Er det pensionisternes skyld det hele? Og ikke Donald, Dick, George og alle de andre? Og modtager Donald, Dick, George og alle de andre pension nu?

Ved siden af mig ligger en Ekstrabladslignende avis, "Verdad" (sandhed) og kalder med sine mange farver. Udover Karnevallet i Rio og fodboldnyheder, prydes forsiden med gaarsdagens mange skyderier( i andre dele af landet. Bare roligt mor!). Ved en af skyderierne doede der 5 mennesker; 3 politimaend under 25, og et nygift par der tilfaeldigvis var der. De blev fundet i hinandens arme.

Mon en Guatemalansk Dennis Jorgensen ville have saerligt meget succes her. Ifoelge Verdad har de vist ikke brug for et pensionssystem.

Det begynder at regne. De mange draaber laegger et diset taeppe ud over soen. Alt er groent. Jeg bliver helt roert. Det er et stykke tid siden jeg sidst hoerte lyden af regn. Evig solskin giver ingen anden lyd, end dryppen af sved.

Den smukkeste morgen.

2009-02-22T09:40:00.000-08:00

Man maa ikke rigtigt, men jeg goer det nu alligevel. Jeg har faaet et tip om, at man kan svoemme til ruinerne i Tulum. De er ikke spektakulaere i sig selv, men beliggenheden er fantastisk. Oprindeligt blev de kaldt "Daggry", og jeg vil vide hvorfor. Den officielle indgang ligger 10 minutters gaagang fra mit campingspot, aabner klokken 8 (der er solen staaet op) og koster omkring 20 kroner. Min indgang ligger 20 minutters svoemning fra stranden, er aaben doegnet rundt, og koster ikke andet end lidt saltvand i munden.
Svoemmeturen gaar fint. Havet er roligt. Men der er moerkt som en i helvede. Jeg svoemmede turen frem og tilbage igaar eftermiddags for at proeve det af. Det har jeg laert af B.S. Christiansen.

Jeg kommer til en lille stump strand, hvor der er en trappe der foere op til ruinerne. Da jeg kommer op er horisonten dybroed/lilla/blaa. Jeg ser siluetterne af de gamle ruiner. De er velbevarede, og allerede nu kan jeg se jeg har noget at glaede mig til.
Jeg ser en masse levende skygger paa de hvide sten. De bevaeger sig vaek fra mig. I langsom tempo. Tror det er leguaner.

Solen begynder at vise sig, og jeg er lamslaaet over hvor smukt her er. Ruinerne ligger i en fin have med traeer spredt ud mellem dem. Ruinernes facader, og de skygger de allerde skyder nu er aeldgamle. Hvis de kunne tale...

Solen er hel nu. Dagen er for alvor begyndt. Det gaar op for mig, at jeg lige har oplevet en af de smukkeste morgener jeg nogensinde har oplevet. Ville oenske en vis person var her.

Jeg hoere stemmer et sted i haven. Maa hellere se at komme afsted. Jeg siger farvel til mine ruiner, og finder trappen. Der staar en leguan og venter paa at blive varmet op. Eller ogsaa vil den have at jeg betaler adgang til stranden. Den flytter sig dovent da jeg naermer mig den. Jeg faar lov til at gaa ned til trappen og ud i vandet. Helt gratis.

Klaustrofobi.

2009-02-18T15:03:00.000-08:00

Det kolde vand overrasker mig. Jeg er vandt til det Caribiske varme, saa hulen virker som et kuldechock. Hulen hedder Gran Cenote, og er en af de stoerste huker man kan dykke i i Tulum. Da jeg ser den moerke indgang begynder jeg at bliv lidt nervoes. Her ser trangt ud, og jeg er ikke saa erfaren.

Jeg skal dykke med to Julia og Greg, to amerikanere paa bryllupsrejse, og tyske, tavse Silia (som har dykket 80 gange). Og saa vores instruktoer, Edgar, en flink fyr fra mexico City. Julia virker nervoes.

Efter lidt besvaer kommer vi under vandet, og starter turen. Her er smukt. Store drypsten soerger for, at give hulen et skaer af Katedral og kirkerum. Lyset danser paa vaeggenes krystaller. Og snaa aabninger ind til mindre huler giver mig kuldegysninger. Jeg begynder at maerke min dykkerdragt. Jeg synes den begynder at klemme om min krop. Jeg kigger op, og ser jeg er ved at svoemme ind i en stallakit.
Pludselig bliver jeg grebet af angst. Jeg synes ikke jeg faar ilt nok, min maske dugger til og foran mig kommer der pludselig 4 dykkere og vil forbi. I et meeeget trangt rum. Jeg faar lyst til at vende om, men de to honeymoonere svoemmer lige bagved, saa jeg maa fortsaette, turen bliver en blanding af fryd og panik. Jeg faar lyst til at raabe STOP - JEG VIL OP.

Oppe igen begynder jeg at fryse. Jeg mener rystefryse som om jeg havde en million i feber. Edgar kommer overm og foere mig over til en plads i solen. Han kan se jeg har haft en klaustrofobisk oplevelse. Det sker hver uge siger han. Han sporger om jeg har lyst til at proeve igen. For 40 dollars. Jeg takker nej. Tror liiiiige jeg skal vaere lidt mere erfaren naeste gang.

Det viser sig at Julia har vaeret ude for det samme. Saa vi sidder begge og ryster lidt i solen.

Naar en eskimo nyser.

2009-02-16T18:17:00.001-08:00

Tulum!!!

En sjov lyd. Det lyder naermest som naar en eskimo nyser, eller en indianer der bander. Eller en der proever at sige 'lokum' med lukket mund. Men det er det ikke. Tulum er en by der er kendt for sine Mayaruiner der ligger lige ud til vandet, og de huler (Cenotes) der blev dannet for 474326897346598234756 aar siden da en 4572340987520934875 kubikkilometer stor asteroide ramte jorden og skabte det vi kender som Yucatan Halvoen. Yucatan er de blegfede amerikanske turisters foretrukne paradis. De holder sig heldigvis til Playa Del Carmen. Mexicos svar paa en blanding mellem Bengts Nöjesfält i Sverige (i kender det godt, ikk'?) og Alanya i Tyrkiet.

Naa...nok snak. Jeg er altsaa kommet hertil for at faa mig et dykkercertificat og dykke i nogle af de manbge smukke huler der er. Og for de nervoese; dykkende sker i selskab med haerdede, professionelle, knivskarpe dykkerinstruktoerer, der har dykket fra de var ganske smaa.

Gud, hvor jeg dog glaeder mig!!!

Prosit!!

Skidt at være skildpadde.

2009-02-09T07:52:00.000-08:00

Una tortuga!!

Kaptajnen på båden hopper frygtløst ud i bølgerne. Han dykker ned og kommer op igen med en betuttet skildpadde. Den er stor. Han vinker os ned i havet, og vi snorkler hen til ham. Skildpadden kigger med en blanding af bebrejdelse og forvirring. Jeg aer den på lufferne og griner lidt.

Kaptajnen beder mig holde skildpadden et øjeblik, og siger hvordan jeg skal holde. På spansk. Hurtigt. Så jeg holder straks forkert, og får skildpaddens havbøffer at føle. En skildpadde er stærk.

Vi er på bådtur med Augosto. En supercool kaptajn der kender sine havdyr. Vi stævner ud fra Stranden i San Augustinillo, og inden der er gået 3 timer, har Augusto vist os store flokke delfiner, 100000 skildpadder, og smukke stimer af rokker. Og en pindsvinefisk. Den får mig til at grine igen. Kaptajnen holder den, den puster sig op, og ser ret sød ud. Jeg får lyst til at spille fodbold med den. Men det går nok ikke.

Kaptajnen fisker hele tiden, og når han får tid, vender han tilbage til sine gæster. Der er et dansk ægtepar, der er ude og rejse med deres 2 6 årige tvillinger. De skal være afsted i 6 måneder. Og så er der ægteparret fra Wyoming, der hele tiden takker mig for min hjælpeløse overættelse af kaptajnens ord.

Pludselig får kaptajnen bid. Det er en hornfisk. Den skider medens kaptajnen stolt holder den frem. Vi sejler forbi et kæmpe bjerg af mågelort. Aflejret i årtusinder. Jeg synes der er gået lidt for meget lort i den.

Una Tortuga!! - råber kaptajnen mens hornfisken udånder.
Endnu en skildpadde viser skjold i havoverfladen. Den er på vej væk, mens den kigger bekymret tilbage. "Lort..." tænker den sikkert. Men den får lov at slippe.

Delfiner danser for Mik Cousteau.

Stolt kaptajn...og en skidsur
hornfisk

Mayko - boelgehviskeren.

2009-02-04T17:57:00.000-08:00

(Dette er indlaeg nr 3 ud af 3 nye indlaeg. Scroll ned og laes de andre)

Mit navn er Mayko - boelgehviskeren. Tror i jeg er blevet skoer? Saa proev lige og hoer;

Vores kiosk i Mazunte har fundet et snedigt pantsystem for flasker. Naar man koeber en flaske oel, skal man oplyse sit navn. Saa haefter navnet for flasken. Jeg kom til at hedde Mayko, og gad ikke rigtigt rette det. Det var navnet.

Boelgehviskeren? Det er noget jeg selv har fundet paa. Jeg elsker nemlig at lege med store boelger. Bodysurfe hedder det vidst. Og strandene i Mazunte og omegn er ideelle til det. Stranden ved siden af, i San Augustinillo har en ganske saerlig betydning. Her var jeg ved at drukne for 14 aar siden. Dengang var stedet rimeligt uberoert, med en restaurant og 2 strandstole. Jeg havde slaaet mig ned i restauranten sammen med en gruppe tyskere. De var ikke saa vilde med at bade, de ville hellere laese. Jeg ville begge dele, saa jeg var alene da jeg kastede mig ud i boelgerne. De var store og de var mange. Mange flere end mig. Paa et tidspunkt faldt jeg ned foran en boelge, blev kastet rundt og ned paa bunden. Her fik jeg presset al luft ud af lungerne. Da jeg kom op til overfladen kom naeste store boelge og hvirvlede mig rundt. Saa en til. Og en til. Efterhaanden blev jeg svagere og svagere. Og saa blev jeg bange. Rigtigt bange. Jeg havde pludselig ingen kraefter tilbage, og begyndte at vinke mod land. For der sad tyskerne....og laeste (forbandede boeger. De er jo livsfarlige sommetider). Jeg husker jeg kiggede mod land, og foelte mig alene. Ensom. Det gik op for mig, at jeg svoemmede rundt i en farlig suppedas. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle goere, saa jeg begyndte at bede. Lavmaelt (hviskende). Ikke til gud, tandfeen eller paaskeharen. Men til havet og dets boelger. Jeg bad om jeg ikke nok kunne komme ind paa land igen. Saa ville jeg holde op med at ryge og drikke. Jeg ville tage en uddannelse, og vaere god mod alt og alle. Der gik et minut, et aar eller en evighed. Saa rejste der sig en boelge hvor jeg var. Jeg kom op paa den og red ind, helt ind paa stranden. Der lagde jeg mig saa lang jeg var og hostede og hakkede. En af tyskerne kom loebende ned, og spurgte om jeg var ok. Det var jeg, men jeg badede ikke mere den dag.

Idag skal jeg til San Augustinillo igen, og lege i boelgerne. Det bliver stort, for det bliver et gensyn. Et respektfuldt gensyn. Jeg glaeder mig som et barn maa glaede sig til, at juleaften er overstaaet, saa han eller hun kan lege med sine gaver. Jeg vil ikke tage chancer, men kun tage de boelger der ligner den, der tog mig ind paa land.

En sammenbidt, men tilfreds
surferdude.

Udsigt fra bolig.

2009-02-04T17:44:00.000-08:00

Det er en kold og stormfuld dag....nej, det passer ikke. Det er en tilpas lun og venlig dag. Sandet er varmt, men ikke for varmt. Solen er farlig, men ikke for farlig (i skyggen). Min friske ananassaft kaeler for tungen, som udsigten til Stillehavet kaeler for oejnene. Mazunte er et dejligt sted. Den eneste slange i dette paradis, er alle valgene; bade foer eller efter morgenmaden. Skal den friskpressede juice vaere appelsin, ananas eller begge dele.

Tyske Klaus drikker en Ananasjuice. Han er paa ferie med sin mexicanske kaereste. En smuk, smilende og saerdeles opmaerksomhedskraevende ung kvinde fra Mexico City. Klaus arbejder som gaestelaere i datalogi paa et Universitet i Vancouver. Han dyrker yoga, og har en kaereste der venter paa ham i Tyskland. Og det kan hun blive ved med laenge. Saa laenge Klaus har det saa godt som han har det nu.
Klauses bedstefar kaempede paa Vestfronten under sidste Verdenskrig. Det blev han vidst lidt maerkelig af. Hvis han havde kaempet paa Oestfronten var han nok aldrig vendt hjem. Nu kaemper Klaus en krig paa 2 bloede fronter; en med den opmaerksomhedskraevende mexicanske kvinde, og en med den ventende tyske. Gad vide om Klaus nogensinde vender hjem?

Javel og vinter.

2009-02-04T17:31:00.000-08:00

Han koere godt. Eller han koere raaddent. Chaufoeren. Vi tager en minivan fra Oaxaca til Potutla, hvor vi skal videre til strandbyen Mazunte paa oestkysten. Turen til Potutla tager omkring 7 timer, og gaar over bjergene. Vegetationen skifter fra palmer til grantraeer til palmer, alt imens min ansigtkuloer skifter fra solbraendt til groen til ligbleg. Chauffoeren klare det ene haarnaalesving efter det andet, med en fart der faar min mavesaek til at snerpe sig sammen. Chauffoeren hedder Javel (udtales Rhavel), men der er ikke meget Javel over manden. Han er sur og lukket som en oesters, og ligner en der har koert turen et par gange for meget. Havde han koert i Danmark som han koere her, havde det danske politi ikke bare klippet hans koerekort i stumper og stykker. Naeh, de havde klippet hans foedselsattest, sygesikringsbevis, visakort, dagbog, scrapbog og familliealbum til atomer. Selv Javel ville de kaere politibetjente klippe i stykker, og sende ud af landet. Bid for bid.
Vi falder i snak med Helene, en fransk kvinde der har rejst rundt i Canada de sidste 7 maaneder. Hun er taget til Mexico fordi vinteren er slaaet igennem i Canada. Der er sne i det meste af Canada nu. Vinter? Sne? Ordene falder som tung koebenhavnerregn. Men vi sidder i ly. For vi er nemlig paa vej til Mazunte. Og her giver ordene vinter og sne ingen mening.

Beatles, Bush og hvorfor man boer rejse.

2009-01-30T11:32:00.000-08:00

- ...and they sendt him to Syria, where he was in imprisonment for 2 years.

Canadiske Ted er pensioneret og brugar al sin tid og alle sine penge paa at rejse rundt. Han var Arkitekt, og er meget begejstret for Oaxaca. Min kaereste og jeg kom til byen imorges, og er stadig lidt rundtossede efter den lange bustur.
Ted taler om en kollega han engang havde. Han var pakistanskfoedt, bosat i Canada, og havde faaet et fedt job i New York. Derfor var han tvunget til at pendle fra Canada. Han kom aldrig til tiden, for de Amerikanske myndigheder soergede for at det var mere end svaert for ham at komme ind i USA. Og saa en dag var han vaek. To aar senere dukkede han op, efter at ha' vaeret i Syrisk faengsel. Syg og nedbrudt efter utallige tilfaelde af tortur.

Vi sidder og nyder aftensolen paa vores tagterasse. Amerikanske Tom griner da jeg lyoensker ham med den nye praesident. Han ryster paa hovedet, og undskylder for de otte aars mareridt vi alle har haft med katastrofen Bush/Cheney/Rumsfeldt/Rice. We won`t hold it against you - siger vi i kor. Tom bor i Winsconsin, og beretter om de titusinde mennesker han saa paa gaden efter valgresultatet var kendt. Han bliver chokeret da vi fortaeller om, at vi skal have visa for at vaere i transit i en Amerikansk lufthavn. Absurd.

Jeg taber undermunden da Ted fortaeller om sit aar i Hamburg i 1961. Ja, selvfoelgelig var han inde og hoere The Beatles i The Cavern Club . Det var foer verdens uheldigeste trommeslager Pete Best blev udskiftet med Ringo Starr.

Vi hoere der har vaeret demonstrationer i Oaxaca`s bymidte. Jeg snakker med en mexicaner saa godt jeg kan. Det viser sig, at byraadet holder haanden over nogle kriminelle der afpresser de handlende for beskyttelsespenge. Og nu har en del studerende taget sagen i egen haand, og banket nogle mistaenkte pengeafpressere. Byen ser saa rolig ud paa overfladen. Som udenforstaaende. Como un turisto.
Vi skaaler fordi vi har det for godt. Og fordi problemerne derhjemme ser saa smaa ud.

Muac

2009-01-29T08:27:00.000-08:00

Hvad har hagekors, dollarstegn, doede rotter, levende rotter, billeder af tyske officerer fra 2. verdenskrig, dukker i balloner med tyrolertoej, billeder af lorte i lokummer og kirkesang tilfaelles.? Er den svaer at gaette? Det hele er dele af installationskunsteren Miguel Venturas installation Cantos Civicos paa Mexico Citys nye museum, MUAC. Det underligeste, mest gennemfoerte og provokerende mashup jeg nogensinde har set paa et museum. Jeg mangler ord. Derfor kommer der nogle billeder istedet.

Her er lidt billeder fra de oevrige udstillinger;

Dette er faktisk en inka-bogvogn;

Og jeg har taget mange flere billeder af kunst. Og det goer mig til en slags kunstner. Saa her er et billeder a mig. Som kunstner.

Vuffelivov.

2009-01-27T10:08:00.000-08:00

Stadig i Tepoztlan. Jeg proever at sove, men det er umuligt. Hele aftenen har man kunne hoere mexicansk folkemusik fra alle fire verdenshjoerner + en kanonsalut fra byens kirke hvert 15 minut. Hvorfor de saluterer er det aabentbart ingen der ved. Eller ogsaa er det en hemmelighed. Efter musikken er forstummet er det kun kanonerne man hoerer....og hundene. Alle byens hunde bryder ud i en kollektiv tuden og goeen omkring klokken 3-4 styks. Det lyder ikke spor romantisk eller autentisk. Det lyder irriterende. Og jeg undrer mig over hvorfor de faar lov til det. Det goer(!) de bare. Jeg kommer i tanke om en historie jeg fik fortalt af en mexicanerven for en del aar siden;

En Mexicansk hund (lad os kalde den Rudolfo) krydser graensen til USA i Tihuana. Her loeber den ind i en Amerikansk hund (lad os kalde den Greg) der er paa vej den modsatte vej. Greg spoerger Rudolfo hvorfor han er paa vej til USA. - Fordi her kan jeg faa noget at spise...hvorfor er du saa paa vej til Mexico?

- Fordi her kan jeg faa lov til at larme!

David Lynch ì Mexico.

2009-01-25T11:12:00.000-08:00

- Tepoztlán is like af beautifull woman you live with. And she doesn't love you.

Englaenderen jeg troede var amerikaner, siger det med et traet og proevet udtryk i ansigtet. Hans soen der ikke kan vaere mere end 12-13 aar gammel, nikker genkendende til hans ord. Tepoztlán er en fantastisk by. I starten troede vi det var en turistfaelde, men den viste sig at vaere mere end det. Vi sidder paa en bar, vi blev lokket til af lyden af elektronisk musik. Det viser sig at vaere mere et smoelfehus med tilhoerne have. Englaenderen giver mig haanden og siger 'paa gensyn'. Det tror jeg naeppe.

Jeg vender mig mod Matthias igen. Den tyske programmoer der har skudt papegoejen hvad angaar job og livsledsagerske. Han laver hjemmesider og marketingsfiduser. Han kone hedder Deciembrer - ligesom maaneden. Hun har tydeligvis ikke proevet en god, dansk graa December. Saa ville hun nok overveje navneforandring. Hun er installationskunstner, halvskoer og er vild med min kaereste.

- I tyskland ville jeg have raad til 2 medarbejdere og ikke meget andet.- Matthias griner lykkeligt - Her har jeg raad til 15 medarbejdere, og faar ordrer fra Tyske firmaer der efterhaanden har faaet oejnene op for, at det arbejde Inderne udfoere ikke er professionelt nok. Du betaler ikke skat her, men du betaler for at faa tingene til at gaa hurtigere. Hvordan er det i Danmark?
Selvom jeg ikke aner en pind, siger jeg at det er det samme som i Tyskland - dyrt og fyldt med papirarbejde.

Vi faar skaenket et glas Tequila af bartenderen. Jeg er lige ved at afslaa, da en anden bartender paa flydende engelsk raaber; - HAN INVITERER DIG FORH...... LAD VAERE MED AT AFSLAA. Den raabende bartender er kunstner, ligesom alle andre i lokalet. Han har bygget huset, udsmykket det og staar og ligner en paa stoffer. Det gaar op for mig, at hele scenen kunne ligne noget fra en David Lynch film. U-Turn eller Twin Peaks. Folk her er bar saa...elektriske. Og ekstreme. Baade glaeden og melankolien er til at faa oeje paa. Jeg foeler mig rimeligt graa og ligevaegtig i selskabet. Men det goer ikke noget. For vi hygger os allesammen.

Matthias skaelder lidt ud paa mexicanerne. Han mener de er nogle feje sataner der ikke kan unde andre succes. Han kommer med en sjov ligning;

Hvis man putter en bunke mexicanske krabber i en spand, og nogle europaeiske i en anden vil man faa 2 vidt forskellige resultater. I den europaeiske spand, vil krabberne hjaelpes ad med at komme op til alle er oppe, og i den mexicanske spand vil de nederste soerge for at haegte sig fast paa de oeverste for at hive dem ned.

Matthias forsvinder med sig 1 aar og 8 maaneder gamle datter, der er noget af det soedeste jeg har set. Hun sender fingerkys til os idet hun bliver baaret vaek(jeg har foldet en fugl til hende. Den kunne hun godt lide). Klokken er tolv og det er hendes sengetid. Snart er vi alene i baren. Min kaerste og jeg.
Vi gaar hjem af smukke brolagte gader. Der lyder musik fra flere huse. En skyfri nattehimmel soerger for at lede os hjem.
Vi kommer hjem og laegger os i sengen. David Lynch raaber "CUT-It's a wrap". Scenen er i hus, og vi lukker oejnene.....

Obama og Moctezuma

2009-01-21T16:38:00.000-08:00

- él trae esperanza

Taxachaffoeren udtaler det med sloev overbevisning. Vi er paa vej gennem byen. Jeg skal ud og finde mig et hotelvaerelse til min kaereste og jeg.
Obama er ved at blive taget i ed som praesident. 8 fattige aar synes at vaere til ende. Han bringer haab. Det synes vi begge. Taxachauffoeren er stolt over at Mexico har overlevet 8 aar med Bush. Jeg er stolt over at foere en samtale paa spansk.

Jeg missede aarets fest igaar. Amerikanske Dave ville fejre den sidste dag med Bush. Han havde bestilt en piñata der skulle forestille Bush. En veninde havde skaffet 20 par sko som gaesterne skulle kyle i hovedet paa Bush. Fantastisk idè!
Nae...jeg blev hjemme, for jeg havde spist noget jeg ikke kunne taale. Saa jeg sad paa toenden de sidste timer af Bush' regeringsperiode. Min veninde kalder feriemave for 'Moctezumas revenge'. Moctezuma var den Inkahoevding Hernán Cortés tog roeven paa under erobringen af den nye verden. 500 aar senere er det altsaa Moctezumas tur til at tage roeven paa mig. Jeg var virkeligt paa skideren, men resten af verdenen synes at gaa den rigtige vej. Saa det gjorde ikke noget. Jeg havde i det mindste et toilet.

Mescal og film.

2009-01-16T17:00:00.000-08:00

- so... Denmark got a high suiciderate??

Ordene er Griffins. Griffin er fra USA, og er i Mexico City for at lave film. Griffin driver sin assistent til vanvid med sine neurotiske arbejdsmetoder. Griffin smider om sig med gode historier og fine pointer. Pointerne og historierne bliver krydret med bekymringer omkring hans projekt, og om de nu når det hele....
Vi står uden for en mescalbar, der har op mod 500 forskellige slags mescal. Rygning er forbudt indendøre, så alle barens gæster står udenfor. Vi bliver afbrudt af en flok unge fyre der er på vej til en reggaefest i nærheden. De vil vide alt om Danmark, og vil meget gerne til Europa for at studere filmmageri(alle her i byen laver, eller vil gerne lave film). De siger at Mexico taber en del talent på gulvet...

Da baren lukker går vi videre til en anden bar. Mestizo er en ulovlig bar der får lov til at blive liggende, sålænge politiet får sin andel af indtjeningen. I begyndelsen sad der folk udenfor på strandstole og solgte kokain. Nu har baren skiftet ejere og varesortiment.
Og så er det at aftenen går hen og bliver en utydelig bunke situationer og samtaler. På vejen hjem møder jeg en chilisovs der får mig til at græde. Jeg tror det er en mild dressing. Men det er det ikke. Snøft!!

Nogle fine mennesker fra
Columbia og Mexico. Fra venstre; Maria,
Ivan, Javier og Miguel.

Byen.

2009-01-13T09:35:00.000-08:00

Mexico City er en stor by. Så stor at jeg ville tøve med, at kalde den en City hvis ikke alle andre gjorde det. Indtil videre har jeg brugt tiden på at reconvalcere efter en heftig snue jeg fik under turen herned. Det der startede som et nys i kastrup lufthavn, endte med at blive en ordentlig snotnæse i Mexico City. På strækningen Washington- Mexico lykkedes det mig at smitte mine 2 sidekvinder, de 3 glade tyskere foran mig og en engelsk nonne lige bag ved mig. De blev vidst ret bitre på mig.

Jeg blev hentet ved lufthavnen af en veninde og hendes mor. Glædeligt gensyn. Det regnede. For første gang i månedsvis. Byens gade var proppet med biler. Jeg fik forklaret, at der var 380 store byggeprojekter igang, og ingen af dem kommunikerede med hinanden. Det vil sige, at trafikken blev omdirigeret lidt tilfældigt her og der. You got to love it.
Jeg spurgte til den verserende narkokrig, og de rystede på hovedet. De forklarede mig det var præsidentens skyld, for han havde lukket af for dialog med mafiaen. Og erklæret "total krig". Og det skulle han tydeligvis aldrig have gjort. Nu vader de rundt i hovedløse lig op nord på.

Nu er det torsdag. Forkølelsen er ved at lægge sig. Og følelsen af ikke at være i Danmark længere er ved at indfinde sig. Det var på tide.

Planen.

2009-01-09T01:38:00.000-08:00

- Hvad er din plan?

Spørgsmålet rammer mig ikke så hårdt som det kunne. Det er fredag morgen, og jeg har knapt nok få gnedet søvnen ud af øjnene. Intet rammer mig særligt hårdt før jeg har fået den først kop kaffe. Min ven stiller spørgsmålet ganske henkastet. Jeg havde jo sagt, at der skulle være en overordnet plan med min rejse, men længere er jeg altså ikke kommet.
Hvad er planen, ideen....konceptet!!(Jeg hader det ord. Det lyder som en hudsygdom)
Nu er det så sjælden jeg kommer ud på ture over 14 dage. (Hit and run-ferier kalder jeg dem. Forkælet som jeg er, er det bare ikke nok i længden.) Så tre en halv måned er stort for mig. Og det er godt at have en plan.

Det går op for mig, at jeg ikke ved det. Jeg skal da ud og have en på opleveren. Bryde vanerne, mønstrene og trygheden. Glo på vulkaner og spise indianermad. Bade i stillehavsbølger og nusse skildpaddeunger. Ligge i hængekøjer og bande over myg. Vandre på ruiner og pege på pyramider. Spørge om vej eller klokken og ikke fatte svaret. Sidde i busser og være ham den blege. Betale overpris for bananer. Lytte til musik, musik, musik!! Prutte med priser og sidde på tønder og s.... tyndt. Set i det lys er der mange planer. Men en samlet plan? Den kunne være rar at have, og jeg vil virkeligt tænke over det. Måske der er nogen der har en idé?

Det er måske nemmere at svare på hvad jeg ikke skal.
Jeg skal ikke ud og finde mig selv. Ham har jeg fundet, og jeg skulle hilse...

5 dage tilbage.

2009-01-07T05:42:00.000-08:00

Soveposen er luftet, rygsækken rystet og passet fundet frem. Aldrig har jeg været i så god tid. Ved nærmere eftertanke, har jeg aldrig været i god tid før. Især når det kommer til rejser. Da jeg skulle til Barcelona i 2004 måtte jeg løbe fra metroen til gaten på 7 minutter. En tur på godt og vel 1,5 km. Med fuld oppakning.
Da jeg skulle hjem fra Mexico i 2000, kom jeg en dag for sent. Jeg havde taget fejl af datoen. Det kostede mig 2500 kr. Dumhed koster dyrt.
Nå, men nu er jeg i god tid. Alt er klappet og klart; pas, penge, papir, rygsæk, rygrad, og rynkecreme. Der skulle vist ikke mangle noget.

2008-12-29T05:44:00.000-08:00

Så er der ikke mere end 13 dage til at jeg tager afsted til Mexiland, hvor jeg skal snakke med Mexier og spise Meximad. Og lur mig om ikke jeg skal ligge i en Mexikøje og tage mig en Mexilur.
Jeg ser det for mig; mørke, mørke, mørke...og så lidt lysere mørke.....jeg orientere? mig...hvor er jeg?...hvem er jeg?(nej, det siger jeg nok ikke)...mørket bliver lysere...der åbner sig en smal stribe lige foran mig....jeg ser noget sand.... jeg høre vand...jamen minsandten om ikke jeg ligger i min mexikøje, ved stranden med udsigt til Stillehavet. Jeg fik mig en blunder, og nu er jeg tilbage!!!

Men først skal jeg derned.

Mit første indlæg.

2007-11-19T06:02:00.000-08:00

Så er jeg i luften. Eller rettere på nettet. Som led i forløbet "23 ting", har vi fået til opgave at oprette en blog. Og det er jo ikke så svært. Det svære er at producere indhold, hvis bloggen ikke skal stå død. Hvad er der egentlig tilbage at skrive om, når alle skriver om alt? Det kunne være man kunne udskrive en konkurrence om, hvem der kan finde på emner der IKKE er repræsenteret på nettet!!