Byen.

Mexico City er en stor by. Så stor at jeg ville tøve med, at kalde den en City hvis ikke alle andre gjorde det. Indtil videre har jeg brugt tiden på at reconvalcere efter en heftig snue jeg fik under turen herned. Det der startede som et nys i kastrup lufthavn, endte med at blive en ordentlig snotnæse i Mexico City. På strækningen Washington- Mexico lykkedes det mig at smitte mine 2 sidekvinder, de 3 glade tyskere foran mig og en engelsk nonne lige bag ved mig. De blev vidst ret bitre på mig.

Jeg blev hentet ved lufthavnen af en veninde og hendes mor. Glædeligt gensyn. Det regnede. For første gang i månedsvis. Byens gade var proppet med biler. Jeg fik forklaret, at der var 380 store byggeprojekter igang, og ingen af dem kommunikerede med hinanden. Det vil sige, at trafikken blev omdirigeret lidt tilfældigt her og der. You got to love it.
Jeg spurgte til den verserende narkokrig, og de rystede på hovedet. De forklarede mig det var præsidentens skyld, for han havde lukket af for dialog med mafiaen. Og erklæret "total krig". Og det skulle han tydeligvis aldrig have gjort. Nu vader de rundt i hovedløse lig op nord på.

Nu er det torsdag. Forkølelsen er ved at lægge sig. Og følelsen af ikke at være i Danmark længere er ved at indfinde sig. Det var på tide.