Klaustrofobi.

Det kolde vand overrasker mig. Jeg er vandt til det Caribiske varme, saa hulen virker som et kuldechock. Hulen hedder Gran Cenote, og er en af de stoerste huker man kan dykke i i Tulum. Da jeg ser den moerke indgang begynder jeg at bliv lidt nervoes. Her ser trangt ud, og jeg er ikke saa erfaren.

Jeg skal dykke med to Julia og Greg, to amerikanere paa bryllupsrejse, og tyske, tavse Silia (som har dykket 80 gange). Og saa vores instruktoer, Edgar, en flink fyr fra mexico City. Julia virker nervoes.

Efter lidt besvaer kommer vi under vandet, og starter turen. Her er smukt. Store drypsten soerger for, at give hulen et skaer af Katedral og kirkerum. Lyset danser paa vaeggenes krystaller. Og snaa aabninger ind til mindre huler giver mig kuldegysninger. Jeg begynder at maerke min dykkerdragt. Jeg synes den begynder at klemme om min krop. Jeg kigger op, og ser jeg er ved at svoemme ind i en stallakit.
Pludselig bliver jeg grebet af angst. Jeg synes ikke jeg faar ilt nok, min maske dugger til og foran mig kommer der pludselig 4 dykkere og vil forbi. I et meeeget trangt rum. Jeg faar lyst til at vende om, men de to honeymoonere svoemmer lige bagved, saa jeg maa fortsaette, turen bliver en blanding af fryd og panik. Jeg faar lyst til at raabe STOP - JEG VIL OP.

Oppe igen begynder jeg at fryse. Jeg mener rystefryse som om jeg havde en million i feber. Edgar kommer overm og foere mig over til en plads i solen. Han kan se jeg har haft en klaustrofobisk oplevelse. Det sker hver uge siger han. Han sporger om jeg har lyst til at proeve igen. For 40 dollars. Jeg takker nej. Tror liiiiige jeg skal vaere lidt mere erfaren naeste gang.

Det viser sig at Julia har vaeret ude for det samme. Saa vi sidder begge og ryster lidt i solen.